Gratis forsendelse til pakkeshop i Danmark på ordre af 600,-kr. og over.

Originale illustrationer


Originale illustrationer på papir og med det miks af materialer, som jeg kan lide at benytte - akvarel, gouache, farveblyanter og blæk.
I ny og næ vil du kunne finde originale illustrationer her i shoppen, som er tilknyttet mit univers af Det Gyldne Blad. Jeg kan ikke fuld garantere, at en original ikke ender som et tryk eller et kort, men det kan også meget vel ikke ske. Ikke alt skal gengives, men sommetider have lov til blot at være hvad det er.



ORIGINALE ILLUSTRATIONER TIL HJEMMET
Er du på udkig efter noget helt særligt og ganske personligt til væggene i dit hjem kan en original illustration være et godt bud. Det er ikke lige gyldigt hvad vi omgiver os med i vores bolig. Med billeder kan vi sætte en stemning eller et billede kan få os på tanker, som vi kan lide at filosofere over eller digte på. Mit Det Gyldne Blad billedunivers er et fortællende et af slagsen. Det får ofte en til at tænke på historier og minder fra barndommen eller fantasifulde steder befolket af små væsner og sjælfuld natur. 


ORIGINAL KUNST TIL HJEMMET
En original illustration er et unikt stykke kunst, et billede man kan omgive sig med for livet - når blot man passer godt på det. Kunsten er vigtig. Den beriger os med tanker og holdninger om livet, på både godt og ondt. Jeg er oprindelig uddannet billedkunstner og har beskæftiget mig med at skabe originale billeder længe før jeg gik i gang med mit Det Gyldne Blad univers. Her er kunsten - billederne bevidst af en vis lune og fortællende, som gerne skal tale til noget inderst inde. Det skal kunst faktisk kunne - på forskellig vis. Hos Det Gyldne Blad er det navnlig det indre barn mit udtryk henvender sig til, hvilket jeg håber, at du også finder i både de originale illustrationer så vel som mine tryk, kort og håndsyede dukker.

EN ORIGINAL ILLUSTRATION SOM GAVEIDE
Da jeg kun indimellem lægger originale illustrationer ud her i shoppen, og som ikke er tryk, er der jo kun en af slagsen, derfor kan det være en god ide jævnligt at kigge forbi. Måske er der pludselig et billede, som taler til lige netop dig eller til en som du tænker på. En original illustration er en rigtig god gaveide til en helt særlig begivenhed - måske et bryllup eller som dåbsgave, hvor originalen kan følge barnet i livet frem.