FÅ GRATIS FORSENDELSE TIL PAKKESHOP I DANMARK NÅR DU KØBER FOR 600,- OG OVER

Håndsyede dukker

Små håndsyede dukker, som er nænsomt syet i hånden af aflagte stofmaterialer og økologiske tekstiler. En helt særlig & anderledes gaveide.



HÅNDSYET OG EN ANDERLEDES GAVEIDE

Jeg syer aldrig to dukker som er ens. De er hver især helt deres egen og det gør dem også ekstra særlige og værende en helt igennem anderledes gave. Dukkerne er ment som små pyntegenstande til den voksne samler og er ikke legetøj, selvom deres udtryk kalder på leg og barndom. Mine håndsyede dukker har små dele og er skrøbelige med flere timers arbejde bag dem hver. Da der kun er en slags af hver dukke, er det en god ide at holde øje med shoppen her eller min instagramside hvis du er interesseret i en dukke. Når først en dukke er solgt er der ikke flere af lige den slags.

'HÅNDENS ARBEJDE' & SASHIKO

Jeg håndsyer mine dukker og derfor kan man også se flere synlige små systing, som også er meningen skal ses. Jeg er optaget af den Japanske sy og broderi tradition sashiko. Her dyrkes håndsyning og ikke mindst det synlige systing og det perfekte i det uperfekte imens en udtjent skjorte får nyt liv igen. Dette gør sig også gældende med mine håndsyede dukker og jeg synes at det er med til at give dem personlighed. Det synlige systing, brugen af stofrester fra blandt andet aflagt tøj er en stor del af mine dukkers udtryk og min tilgang til at sy dem. Jeg kan lide, at man kan se at det er 'håndens arbejde' som har været i gang. At der er blevet skabt en særlig lille ting mellem hænder og som er det stik modsatte af masseproduktion og egentlig også ligegyldighed.

ØKO & GENBRUG AF MATERIALER

Mine små håndsyede dukker kan også kategoriseres som øko dukker. Udover at jeg benytter tekstiler fra aflagt tøj, stofrester og vintagestof er materialerne til dukkerne af økologisk bomuld og uld.
Hver af mine håndsyede dukke stoppes med økologisk uld fra en fårefarm på Fyn og deres ansigter og andre små detaljer, broderer jeg i hånden. Deres hår er uld eller garnrester af uld og bomuld.

DUKKESAMLERE VERDEN OVER

Jeg sælger ofte mine håndsyede dukker til dukkesamlere verden over. Mine dukker har rejst til købere i lande som for eksempel Singapore, USA, Canada, Japan, Spanien, Sverige og selvfølgelig Danmark. Flere købere vender ofte tilbage og skal have en mere til samlingen. Det er altid en sjov tanke at en dukke kan ende i et helt andet land. Hvor mon den næste dukke rejser hen?

HVORDAN BRUGES MINE HÅNDSYEDE DUKKER?

I hvert fald til at knuselske og lade dem være små hygge og lykkebringende genstande i hjemmet, der enten kan hænge på væggen blandt billeder og fotos eller stå fremme på reolen, i sættekassen osv. Hver lille dukke kommer også i en fin lille æske, som i sig selv udgør en fin lille gave, når så æsken åbnes ligger der den kæreste lille dukke med fine detaljer og venter. Dukkerne er bare helt særlige små gaver der helst skal gå lige i hjertet. En ide er også at give en dukke, som en trofast følgesvend gennem livet på lige fod med en Kay Bojesen abe og andre samlerfigurer.


DUKKEPORTRÆTTER

Nogle af mine håndsyede dukker har igennem tiden været portrætter. Her har jeg fået tilsendt info og fotos af den portrætterede, som jeg har arbejdet ud fra. Dukken bliver så til et portræt af en specifik person, dog stadig med 'min måde' at sy en dukke på og give dem udtryk. I mit dukkearkiv kan du se hvilke af mine dukker er portrætdukker.